"Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig til at tilgive os vore synder og rense os for al uretfærdighed" (1 Joh 1:9).

At bekende vores synder er en nødvendig og gudfrygtig praksis, som hjælper os til at omlægge vores liv til Gud og leve i fællesskab med andre troende.

I 1 Johannes 1:9 lærer apostlen Johannes den tidlige kirke vigtigheden af at bekende sig. Han henvender sig i sit brev til mennesker, der hævder at have fællesskab med Gud, men som lever i synd: "Hvis vi hævder at have fællesskab med ham og alligevel vandrer i mørket, så lyver vi og lever ikke efter sandheden" (1 Johannes 1:6). I hele sit forfatterskab opfordrer apostlen Johannes kirken til at vandre i lyset, som Gud er ilyset, ved at bringe tro og praksis i overensstemmelse gennem bekendelse og omvendelse.

Johannes skriver 1. Johannesbrev for at hjælpe nye troende med at opleve det åndelige fællesskab, der opstår, når ens tro og handlinger er i harmoni med Guds vilje. I lighed med apostlen Paulus' brev til korinterne lærer Johannes nye troende, hvordan de skal omvende sig, når synden sniger sig ind i kirken, og peger folk tilbage til troen på Jesus, Guds søn, som renser os for al synd. "Men hvis vi vandreri lyset, som han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd" (1 Joh 1:7).

Johannes begrunder sin lære om bekendelse med Guds karakter, når han siger: "Gud er lys, og i ham er der intet mørke" (1 Joh 1:5). Johannes bruger metaforen om lys og mørke til at sætte Guds karakter i modsætning til den syndige menneskes karakter.

Ved at beskrive Gud som lys fremhæver Johannes Guds fuldkommenhed, Guds sandhed og Guds magt til at fordrive det åndelige mørke. Lys og mørke kan ikke være på samme sted. Når lyset kommer frem, forsvinder mørket.

Jesus er Guds lys, som gik ind i verdens åndelige mørke for at afsløre menneskets synd: "Lyset er kommet til verden, men menneskene elskede mørket frem for lyset, for deres gerninger var onde" (Johannes 3:19). På grund af deres synd afviste mennesker Jesus som deres frelser. De elskede deres syndens mørke mere end lyset fra Guds frelse. At elske Jesus er at hade synden.

Gud er sand. Hans vej er troværdig. Hans løfter er sikre. Hans ord er troværdigt. Jesus kom for at åbenbare Guds sandhed og for at fjerne syndens bedrag: "Og vi ved, at Guds søn er kommet og har givet os indsigt, så vi kan kende ham, der er sandheden" (1 Joh 5:20).

Guds lys skinner på det menneskelige hjertes mørke og afslører dets synd og fordærv: "Hjertet er bedragerisk over alle ting og desperat sygt, hvem kan forstå det?" (Jeremias 17:9).

Som verdens lys oplyser Jesus vores forståelse af rigtigt og forkert og afslører Guds standard for menneskelig adfærd. Jesus beder om, at hans efterfølgere vil blive helliget eller adskilt fra verden til at tjene Gud ved at modtage sandheden i Guds ord: "Helliggør dem i sandhed; dit ord er sandhed" (Johannes 17:17).

Et liv, der er rettet mod Gud, vil afspejle sandheden i Guds ord ved at opfylde Guds plan om at elske Gud og andre: "Hvis I holder mine bud, skal I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed" (Johannes 15:10), og "Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer" (Johannes 15:12).

Vi bliver i Guds kærlighed, når vi forlader verdens veje for at følge Guds bud, når vi omvender os fra et selvstyret liv, der forfølger syndige glæder, til et gudsstyret liv, der glæder sig over at ære ham.

Bibelen lærer os, at det er umuligt at skabe en sådan forandring på egen hånd. Vores hjerte er så desperat ondt, at vi har brug for en hjertetransplantation (Ezekiel 36:26). Vi er så fuldstændig opslugt af synd, at vi er åndeligt døde indeni (Efeserne 2:1).

Vi har brug for et nyt hjerte, der er smidigt og formbart til at følge Guds anvisninger. Vi har brug for et nyt liv, der er ledet og styret af Guds ånd. Og vi har brug for en mægler, der kan genoprette vores forhold til Gud.

Gud sørger heldigvis for det, som vi ikke selv kan sørge for (Johannes 6:44; Efeserne 3:2). Jesus er vores mægler. Jesus siger til apostlen Thomas, at han er vejen til Faderen: "Jeg er Vejen, Sandheden og Livet, og ingen kommer til Faderen uden gennem mig" (Johannes 14:6).

Når vi sætter vores lid til Jesus, får vi evigt liv: "For Gud elskede verden så højt, at han gav sin eneste søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (Johannes 3:16).

Gud giver os et nyt liv gennem Helligånden: "Sandelig, sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis man ikke bliver født af vand og Ånd, kan man ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd" (Johannes 3:5-6). Helligånden tjener som vores vejleder, der leder os ind i Guds sandhed og hjælper os til at leve efter Guds vilje, mens vi lærer atunderkaste jer hans ledelse: "Når sandhedens ånd kommer, skal han lede jer ind i al sandhed" (Johannes 16:13).

Johannes skriver sit evangelium for at opmuntre folk til at sætte deres lid til Jesus og få evigt liv: "Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I ved at tro skal have liv i hans navn" (Johannes 20:31).

I sine breve opfordrer Johannes kirken til omvendelse, til at vende sig bort fra synd og mørke, til at opgive verdens lyster, til at forlade kødets syndige lyster og til at leve i overensstemmelse med Guds vilje. Johannes minder gentagne gange kirken om at forlade verden og leve i overensstemmelse med Guds vilje.

"I skal ikke elske verden eller tingene i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham. For alt, hvad der er i verden - kødets begær og øjnenes begær og hovmodet efter besiddelser - kommer ikke fra Faderen, men fra verden. Og verden går bort med dens begær, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid" (1 Joh 2:15-17).

Johannes bruger igen sproget om lys og mørke for at opfordre kirken til at vende sig fra det had, som verden spreder, til Guds kærlighed, som fremmer den gensidige kærlighed: "Den, der siger, at han er i lyset, og som hader sin broder, er stadig i mørket. Den, der elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der ingen grund til at snuble. Men den, der hader sin broder, er i mørket og vandrer ii mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, fordi mørket har blændet hans øjne" (1 Joh 2:9-11).

Gennem historien har kirken opgivet sin kærlighed til Gud og givet efter for verdens fristelser. Bekendelsen er et middel til at bekæmpe denne syndige tendens i os selv. De, der lever efter Guds normer, lever i lyset, som Gud er i lyset. De, der lever efter verdens normer, deler verdens mørke. Johannes kalder kirken til at forblive trofast mod dereskald, til at ære Gud med deres liv og til at forkaste verdens etik.

Når vi opdager, at vores liv ikke afspejler Guds kærlighed, bør vi vende os til bekendelse og omvendelse og bede om, at Guds Ånd kæmper på vores vegne, hjælper os med at modstå syndens fristelser og tilgiver os, når vi giver efter for kødets lyster.

Når Guds folk lever i overensstemmelse med verdslige standarder - søger personlig nydelse gennem seksuel lyst, eller lever i en tilstand af evig utilfredshed, fordi vi er utilfredse med vores job, vores familie, vores kirke eller vores materielle ejendele, eller når vi forsøger at finde personlig sikkerhed gennem ophobning af rigdom i stedet for i Kristus alene - så lever viVi lever i mørke og har brug for, at Gud lader sit lys skinne på vores hjertes tilstand og afslører dybden af vores synd, så vi kan huske åndedrættet fra Guds forløsende nåde og endnu en gang forlade denne verdens fældetøj.

Syndsbekendelse er ikke en enkeltstående handling i det kristne liv. Det er sandt, at vi kommer til frelsende tro ved at høre Guds ord (Romerne 10:17), hvorved vi modtager åndelig oplysning om Guds standard for vores liv og overbevisning om, at vi ikke har opfyldt den (Romerne 3:23). Gennem overbevisning om vores synd fører Helligånden os til at omvende os og modtage den nåde, som Gud gør tilgængelig for os gennemJesu Kristi forsoning (Efeserne 2:4-9). Dette er Guds frelsende nåde, hvorved vi bekender vores synder for Gud, og Jesus tildeler os sin retfærdighed (Romerne 4:22).

Det er også sandt, at ved regelmæssigt at bekende vores synd for Gud vokser vi i helliggørende nåde. Vi vokser i vores forståelse af syndens dybde og Jesu ånde af forsoningen. Vi vokser i vores forståelse af Guds herlighed og hans standarder. Vi vokser i vores afhængighed af Guds nåde og hans Ånds liv i os. Ved regelmæssigt at bekende vores synder for Gud, husker vi, at det blod, Kristus udgød for osdækker et væld af synder - tidligere, nutid og fremtid.

Regelmæssig bekendelse er ikke en forkastelse af Jesu arbejde på korset, det er en demonstration af vores tro på Guds helliggørende nåde.

Ved regelmæssigt at bekende vores synder for Gud mindes vi den nåde, vi har modtaget gennem Jesu forsoning. Vi værner i vores hjerter om sandheden i Guds løfte om Jesus, vores Messias: "Han har båret vore sorger og båret vore lidelser, men vi anså ham for at være ramt, slået af Gud og plaget, men han blev gennemboret for vore overtrædelser, han blev knust for vore synder, han blev overført til os for vore misgerninger, han blev overført til os.var den tugt, der bragte os fred, og med hans sår er vi helbredt. Vi er som får gået på afveje, vi har vendt os om, hver til sin egen vej, og Herren har lagt vores allesammens skyld på ham" (Esajas 53:4-6).

Vi må gøre det til en vane at bekende og angre, ikke som en forudsætning for retfærdighed, men som et middel til at modvirke åndeligt mørke, omorientere os mod Gud og fællesskabet med kirken.

Johannes opfordrer kirkens folk til at reflektere over Guds retfærdighed (lys) og deres syndighed (mørke). Johannes opfordrer de åndelige børn under hans varetægt til at erkende den synd, der ligger i det at være menneske. "Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os" (1 Joh 1,8). Guds sandhed afslører vores synd.

Når jeg lærer Guds ord udenad, gemmer jeg Guds sandhed i mit hjerte og giver Guds Ånd ammunition til at føre krig mod mit hjertes fristelser. Når mit hjerte begynder at bedrage mig og længes efter denne verdens ting, træder Guds ord i aktion og minder mig om Guds standarder og minder mig om, at jeg har en advokat i Guds Ånd, der arbejder på mine vegne og hjælper mig til atJeg samarbejder med Guds Ånd, når jeg lytter til Guds ord, underkaster mig Åndens ledelse og modstår mine syndige lyster. Jeg kæmper mod Guds Ånd, når jeg giver efter for mit køds lyster.

Jakob beskriver fristelsen på denne måde: "Ingen skal sige, når han bliver fristet: "Jeg bliver fristet af Gud", for Gud kan ikke fristes af det onde, og han frister ikke selv nogen. Men hver enkelt bliver fristet, når han bliver lokket og lokket af sit eget begær. Når begæret så er blevet undfanget, føder det synd, og når synden er vokset til fulde, føder den døden" (Jakob 1:13-15).

Når vi giver efter for begæret, synder vi mod Gud. Vi vandrer i mørket. I en sådan tilstand inviterer Gud os til at skrifte og byder os velkommen ved sin nåde.

Der er håb i vores bekendelse. Når vi bekender vores synder, bryder vi vores troskab mod verden og dens brudte standarder. Vi retter os ind efter Kristus. Vi "vandrer i lyset, som han er i lyset". Johannes opfordrer kirken til at bekende sine synder, vel vidende at tilgivelse er tilgængelig gennem Jesu forsoningsoffer. Jesus minder os om, at Satan har til hensigt at ødelægge os, men Jesus har til hensigt at give os liv."Tyven kommer kun for at stjæle og dræbe og ødelægge, men jeg er kommet for at de skal have livet og have det i overflod" (Johannes 10:10).

Det nytter ikke noget at forsøge at skjule vores synd ved at dække over egne fejltagelser. "Den, der skjuler sin synd, skal ikke lykkes" (Ordsprogene 28:13). "Dække" er i øvrigt betydningen af forsoning. Jesus dækker vores synder fuldt ud med sit blod. Vi kan aldrig helt rette op på vores fejltagelser. Vi har brug for Guds nåde, så Gud inviterer os til at skrifte og minder os om, at "Hvis vi bekender vores synder, er han trofast og retfærdig til at tilgive os vores synderog for at rense os for al uretfærdighed" (1 Joh 1:9).

Gud er trofast til at tilgive. Han deler ikke vores lunefuldhed. Vi behøver ikke at spekulere på, om Gud vil være os nådig, når vi kommer til ham i skriftemål. Der er ingen grund til at fortvivle over vores ondskab eller spekulere på, om vi vil blive knust under straffen for vores aflad. Gud "er trofast og retfærdig til at tilgive os vores synder".

Den retfærdige straf for vores synder er allerede blevet opfyldt i Jesus. Hans blod vil sone for os. Der er intet, vi kan gøre for at opfylde Guds retfærdighed for vores synd, men Jesus kan og har gjort det én gang for alle på korset. Jesus har opfyldt den retfærdige straf for vores uretfærdighed, lad os derfor gå til bekendelse i bevidstheden om, at vores anmodning om syndsforladelse allerede er blevet opfyldt i Jesus.

Gud er trofast og retfærdig til at tilgive. Han vil ikke kræve bod. Vores bod er blevet opfyldt i Kristus. Han vil ikke kræve et nyt liv for synd, Jesus er vores lam, vores offer, vores forsoning. Guds retfærdighed er blevet opfyldt, og vi er tilgivet, lad os derfor bekende vores synder for Gud og modtage hans fred og syndsforladelse. Lad dit hjerte være ubelastet, for Gud er trofast til at tilgive.

Når vi bekender vores synder for Gud, renser han os fra al uretfærdighed gennem lammeblodet. Gud minder os om, at vi har Kristi tilregnede retfærdighed. Bekendelsen er en tid til at huske, at vi står foran Gud i Jesu Kristi nåde. Selv om vi i vores svaghed har glemt ham, har han hverken glemt eller forladt os. Vi kan stole på, at han vil holde sit løfte om at rense os foral uretfærdighed.